Finansieringsstruktur & lånetyper

Gældsfinansiering

Banklån og kreditfaciliteter udgør de mest anvendte instrumenter i akkvisitionsfinansiering. Bankfinansiering godkendes typisk, når den virksomhed, der søges erhvervet, kan dokumentere stabile og forudsigelige indtægtsstrømme, et konstant eller stigende EBITDA samt aktiver, der kan stilles til sikkerhed for lånet. Gældsfinansiering er typisk den mindst kapitalintensive finansieringsform, men renteforpligtelserne kan reducere virksomhedens finansielle råderum. Finansieringsformen passer bedst til etablerede virksomheder med forudsigelige pengestrømme og begrænsede kapitalbehov.

Er den erhvervede virksomhed og dens aktiver primært tilgodehavender frem for likvide midler, kan traditionel bankfinansiering vise sig svær at opnå. Private långivere kan i sådanne tilfælde udgøre et alternativ, typisk mod højere renter og gebyrer, og private långivere (private credits) opleves i
højere og højere grad.

Obligationsudstedelse

Obligationsudstedelse giver adgang til kapital direkte på markedet og er et alternativ til traditionel bankfinansiering. Mange virksomheder vælger denne løsning, da bankfinansiering typisk medfører mere restriktive vilkår og betingelser.

Egenkapital

Selvom egenkapital typisk er den dyreste kapitalform i en akkvisitionstransaktion, giver den en handlefrihed, som gældsfinansiering ikke tilbyder, uden forpligtelse til løbende rentebetalinger. Egenkapital vælges typisk, når virksomheden opererer i brancher med uforudsigelig drift, eller hvor der er høje vækstambitioner.

finansieringsstruktur og lånetyper i akkvisitionsfinansiering
finansieringsstruktur

Sælgerfinansiering

Sælgerfinansiering indebærer, at sælgeren stiller finansiering til rådighed for hele eller en del af købesummen, typisk mod afdragsbetalinger i henhold til en aftalt betalingsplan. Denne løsning kan medføre lavere samlede finansieringsomkostninger og større fleksibilitet i vilkårene sammenlignet med traditionel gældsfinansiering.

Mezzaninfinansiering

Mezzaninfinansiering er en hybridform, der kombinerer karakteristika fra gæld og egenkapital. Finansieringsformen kan konverteres til ejerandele og er særligt velegnet til erhvervelse af virksomheder med en sund økonomi og forudsigelig, gerne med udsigt til stigende indtjening.

Sammensætning af finansieringsstrukturen

Finansieringsstrukturen må altid fastlægges med udgangspunkt i den konkrete transaktion og de involverede virksomheders særlige forhold. Etablerede virksomheder med forudsigelige pengestrømme og en solid aktivbase har typisk kapacitet til at håndtere en større gældsandel, mens vækstvirksomheder med store løbende kapitalinvesteringer typisk er bedre tjent med egenkapital som finansieringskilde. Større transaktioner finansieres som regel ved at kombinere flere finansieringskilder i én samlet struktur.